onsdag den 8. juni 2011

Forår i Silkeborg

Foråret har ramt Silkeborg for nogen tid siden, og der er ikke langt, til sommerens varme stråler  for alvor kommer til at sprede energi og badelystne folk ved Almind Sø. I den forgangne tid er der sket meget for undertegnede. Babyen vokser for alvor i morens mave, løbeformen bliver bedre, alting er sprunget ud, Hjejlen sejler og fejrer 150 års jubilæum, og der har lige været Hede Rytmer - blot for at nævne nogle ting. Oveni, og som et ægte forår skal være, giver det håb og mod på livet. Livet er skønt - specielt i Silkeborg!

Babyen og den skræmmende tanke at jeg skal være far
Det største (uden sidestykke naturligvis) der sker I mit liv er vores kommende barn. Vi ved stadig ikke, hvad køn det er, men bare det er et barn, er det dejligt! Det meste skræmmende er dog tanken om det ansvar, man som forældre får.... (her får jeg koldsved på panden og begynder at ryste let, hvilket indikerer at jeg skal skrive videre om noget andet).

Løb er sejt
Jeg kan ikke sige det nok - løb er sejt! Mine løbekarriere går næsten som smurt, dog er der til tider lidt dårlig samvittighed, hvis ikke man når, det man skal, men alt ialt går det godt. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få så meget glæde ud af at løb, men det er sket, og det er jeg taknemmelig for. Da ryggen valgte at sige stop (for en periode) for ca. et år siden, var der et tomrum, der skulle fyldes ud. Med spæde skridt blev det løb, hvilket kun bliver ved med at overraske mig. Desuden er der, når man bor i Silkeborg, med garanti en naturoplevelse i vente, når man begiver sig ud på en løbetur. Den anden dag blev jeg næsten løbet ned af et dådyr, der i kådhed lige overså de 100 kg, der kom løbende. Det er oplevelser som denne, der gør det ekstra fedt.
     Når jeg så er ude at løbe, ynder jeg at benytte Endomondo, som er er GPS app til min iPhone (findes også til... øh... Android?). App'en hjælper mig med at holde styr på al data, og samtidig kan jeg dele det med min venner. Jeg har stor glæde af det, og jeg kan kun anbefale det! Vigtigst af alt - LØB!!

Alting springer ud
(Her skulle der have været et billede eller en film, men tag selv i skoven istedet.)

Hjejlen - 150 års tro tjeneste
Et af byens mest kendte varetegn bliver 150 i år. Hjejlen har været en fast del af havnemiljøet i Silkeborg, i det der næsten minder om to menneskealdre. Det er en prægtig hjuldamper, der virkelig er et besøg og en sejltur værd. Man kan ikke lade være med at blive lidt hyggevarm om hjertet, når dampen stiger op, og båden bevæger sig stødt henover vandet. Nedenstående er en video, der viser Hjejlen når den starter.
     Vil man have et nærmere kig på båden, men ikke skal sejle med den, kan den beskues fra en kano. Det kan varmt anbefales...



Hede Rytmer 2011
Hvad er bedre end høj solskin, kolde fadøl og lækkert live musik? Ja, du tænker nok på en masse ting, men godt er der ihvertfald. Derfor skulle Hede Rytmer naturligvis besøges i år. Musikprogrammet var spækket med specielt danske navne, der med garanti ville skabe god stemning og hygge på pladsen.
     Jeg var så heldig at være afsted både fredag og lørdag, hvor lørdag må siges at være den stærkeste dag rent musikalsk. Af den grund blev fredag fordrevet med mange kolde øl og og dejligt selskab, hvilket gjorde lørdags begyndelse en anelse hård, men dog ikke umulig - hvor der er vilje er der vej! Det skal dog nævnes at LeFreak var meget veloplagte som altid!
     Lørdag bød på mange gode og specielle oplevelser. Fallulah var spændende og en god oplevelse, Johnny Madsen brummede sig igennem 70 minutter og Dúné havde, trods god energi, problemer med lyden. De helt specielle oplevelser var Chin Ono & Ragga Pack, Vejgaard Tårnblæserlaug og naturligvis Alphabeat.
     Chin Ono & Ragga Pack skabte en fantastisk stemning med deres løsslupne og glædelige musik og solgte reggaemusikken godt. Vejgaard Tårnblæserlaug skal opleves. Det er en tysk-polka-blæser sammensætning, der på deres helt egen måde formåede at få alle til at fortryde, at de ikke fulgte mere med i tyskundervisningen i skolen. Formidabelt - intet mindre. Her er et lille eksempel på orkestrets kunnen...


Alphabeat var aftens afslutningskoncert, og hvem skulle ellers lukke Hede Rytmer 2011 end bandet, der startede i byen for en hel del år siden. På trods af lydproblemer leverede de varen til den ret så store skare af tilskuere, der havde fundet vej til SIF scenen. Fed koncert og en helt speciel stemning. Sådan!!

Alt i alt har foråret budt på mange spændende oplevelser, hvor ovenstående er et udpluk. Jeg vender stærkt tilbage...