Møde verden med åbne arme

Kære læser af denne, til tider, passive blog.

I de sidste måneder har jeg lært, hvordan det er at være far, og har derfor ikke haft det store overskud til at skrive på min blog. Da der i mellemtiden ikke er kommet nogle klager, har jeg valgt at tolke det, som om det er OK (optimisten siger at I synes det er OK, og pessimisten siger at ingen interesserer sig for denne blog alligevel).

     Det at blive far har været og er en fuldstændig uovertruffen fantastisk oplevelse, der ikke kan sammenlignes med noget andet... i hvert fald ikke noget jeg har oplevet. Prøv det! - før din nabo!

Imellem bleskift og samtaler uden ord, men med lyde, er det blevet tid til endnu et indlæg. Listen med idéer er lang, og det er altså på tide t komme i gang!

Carsten Jensens foredrag og tanker herfra 

Jeg har fornylig været så heldig at være til foredrag med den dygtige forfatter Carsten Jensen. Da jeg har læst "Vi, de druknede" og fundet den meget interessant, var det med stor glæde, at jeg modtog min fødselsdagsgave (ja, jeg blev 30!) fra min søster, der var en billet til arrangementet. 

     Det første han fortalte om, var hans holdning til andre mennesker, og i denne forbindelse, fremmede mennesker. Som han sagde, var der sket en ændring i menneskers opfattelse af sig selv. Engang handlede det om at dyrke det fælles, da vi jo langt hen ad vejen er ens, og nyde godt af det. Gud forbyde de, der stak ud af fællesskabet! Derfra er der sket en stor ændring. Istedet for at dyrke det vi er fælles om; kærlighed, familie, følelser osv. er det blevet moderne, at dyrke alle de ting vi ikke er fælles om. Man vil gerne gøre opmærksom på vores forskelle. Det er jo i sig selv fint, men der hvor der for alvor er sket et skred, er i mødet med fremmede kulturer. Vi vil ikke længere være fælles om noget, men nærmere gøre opmærksom på hvor forskellige vi er - dermed synliggøre kontrasten og skabe konflikten. Carsten Jensens egen holdning er, at vi mennesker grundlæggende er ens, selvom vi et eller andet sted ikke ønsker det. Hvor end han har rejst, og han har rejst meget, har han altid mødt åbne arme, og en venlighed man kun kan nyde. Ifølge hans egen lommefilosofi må hele verden være sådan - eller meget store dele af den. Problemet er, at vi i udgangspunktet dyrker vores eget, og hylder det i forhold til andres. Det leder jo tankerne tilbage til tiden før slaget med Preussen i 1864, hvor Danmark netop havde klaret sig igennem krigen med skindet på næsen, men dog måtte afstå store landområder. Dengang hed det: "Hvad udad tabes, skal indad vindes!". Det er lidt den samme tankegang, men denne gang har vi ikke noget at tabe - eller har vi? Måske er det vores egen mangel på holdepunkter, det moderne samfunds omskiftelighed eller brydningstider, der gør at vi har brug for at hylde det vi har og kender. Måske har vi brug for at nyde det lidt, før vi går videre... at trække stikket ud! Måske kunne man skabe et overskud, der netop kunne give os de tanker om andre. Det er ikke fremmedhad jeg taler om, men en generel pessimisme i forhold til fremmede mennesker. En "naturlig" holden igen overfor mennesker vi ikke kender.

Hvad tænker du?

P.S. Læs "Vi, de druknede"

Rasmus

Forår i Silkeborg

Foråret har ramt Silkeborg for nogen tid siden, og der er ikke langt, til sommerens varme stråler  for alvor kommer til at sprede energi og badelystne folk ved Almind Sø. I den forgangne tid er der sket meget for undertegnede. Babyen vokser for alvor i morens mave, løbeformen bliver bedre, alting er sprunget ud, Hjejlen sejler og fejrer 150 års jubilæum, og der har lige været Hede Rytmer - blot for at nævne nogle ting. Oveni, og som et ægte forår skal være, giver det håb og mod på livet. Livet er skønt - specielt i Silkeborg!

Babyen og den skræmmende tanke at jeg skal være far
Det største (uden sidestykke naturligvis) der sker I mit liv er vores kommende barn. Vi ved stadig ikke, hvad køn det er, men bare det er et barn, er det dejligt! Det meste skræmmende er dog tanken om det ansvar, man som forældre får.... (her får jeg koldsved på panden og begynder at ryste let, hvilket indikerer at jeg skal skrive videre om noget andet).

Løb er sejt
Jeg kan ikke sige det nok - løb er sejt! Mine løbekarriere går næsten som smurt, dog er der til tider lidt dårlig samvittighed, hvis ikke man når, det man skal, men alt ialt går det godt. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få så meget glæde ud af at løb, men det er sket, og det er jeg taknemmelig for. Da ryggen valgte at sige stop (for en periode) for ca. et år siden, var der et tomrum, der skulle fyldes ud. Med spæde skridt blev det løb, hvilket kun bliver ved med at overraske mig. Desuden er der, når man bor i Silkeborg, med garanti en naturoplevelse i vente, når man begiver sig ud på en løbetur. Den anden dag blev jeg næsten løbet ned af et dådyr, der i kådhed lige overså de 100 kg, der kom løbende. Det er oplevelser som denne, der gør det ekstra fedt.
     Når jeg så er ude at løbe, ynder jeg at benytte Endomondo, som er er GPS app til min iPhone (findes også til... øh... Android?). App'en hjælper mig med at holde styr på al data, og samtidig kan jeg dele det med min venner. Jeg har stor glæde af det, og jeg kan kun anbefale det! Vigtigst af alt - LØB!!

Alting springer ud
(Her skulle der have været et billede eller en film, men tag selv i skoven istedet.)

Hjejlen - 150 års tro tjeneste
Et af byens mest kendte varetegn bliver 150 i år. Hjejlen har været en fast del af havnemiljøet i Silkeborg, i det der næsten minder om to menneskealdre. Det er en prægtig hjuldamper, der virkelig er et besøg og en sejltur værd. Man kan ikke lade være med at blive lidt hyggevarm om hjertet, når dampen stiger op, og båden bevæger sig stødt henover vandet. Nedenstående er en video, der viser Hjejlen når den starter.
     Vil man have et nærmere kig på båden, men ikke skal sejle med den, kan den beskues fra en kano. Det kan varmt anbefales...

Hede Rytmer 2011
Hvad er bedre end høj solskin, kolde fadøl og lækkert live musik? Ja, du tænker nok på en masse ting, men godt er der ihvertfald. Derfor skulle Hede Rytmer naturligvis besøges i år. Musikprogrammet var spækket med specielt danske navne, der med garanti ville skabe god stemning og hygge på pladsen.
     Jeg var så heldig at være afsted både fredag og lørdag, hvor lørdag må siges at være den stærkeste dag rent musikalsk. Af den grund blev fredag fordrevet med mange kolde øl og og dejligt selskab, hvilket gjorde lørdags begyndelse en anelse hård, men dog ikke umulig - hvor der er vilje er der vej! Det skal dog nævnes at LeFreak var meget veloplagte som altid!
     Lørdag bød på mange gode og specielle oplevelser. Fallulah var spændende og en god oplevelse, Johnny Madsen brummede sig igennem 70 minutter og Dúné havde, trods god energi, problemer med lyden. De helt specielle oplevelser var Chin Ono & Ragga Pack, Vejgaard Tårnblæserlaug og naturligvis Alphabeat.
     Chin Ono & Ragga Pack skabte en fantastisk stemning med deres løsslupne og glædelige musik og solgte reggaemusikken godt. Vejgaard Tårnblæserlaug skal opleves. Det er en tysk-polka-blæser sammensætning, der på deres helt egen måde formåede at få alle til at fortryde, at de ikke fulgte mere med i tyskundervisningen i skolen. Formidabelt - intet mindre. Her er et lille eksempel på orkestrets kunnen...

Alphabeat var aftens afslutningskoncert, og hvem skulle ellers lukke Hede Rytmer 2011 end bandet, der startede i byen for en hel del år siden. På trods af lydproblemer leverede de varen til den ret så store skare af tilskuere, der havde fundet vej til SIF scenen. Fed koncert og en helt speciel stemning. Sådan!!

Alt i alt har foråret budt på mange spændende oplevelser, hvor ovenstående er et udpluk. Jeg vender stærkt tilbage...

Lidt om Flensborg

Nu, mine kære læsere, er det blevet tid til endnu et indlæg på denne blog. Denne gang skal vi, som overskriften antyder, et smut over grænsen, vel at mærke den nuværende grænse. Jeg skriver den nuværende, da jeg synes, det er en skam, at vi ikke længere har Danmark til Ejderen. Det var tider. 
Da jeg er fuldt ud klar over, at vi ikke kan rykke grænserne på nuværende tidspunkt, føler jeg, det er min pligt som borger i dette lille men yndige land, at rette nogle varme tanker til det danske mindretal syd for grænsen og samtidig lave en hyldest til den fantastiske by Flensborg. 


Grænsen i historisk perspektiv
Som de fleste er bekendt med, var det danske rige en anelse større før den fatale krig i 1864 mod Preussen. Dengang bestod Danmark af et land til Kongeåen og hertugdømmerne: Slesvig, Holsten og Lauernborg. Danmark var altså en tredjedel større end nu. Havde det ikke været for den dansksindede del af befolkningen og deres brændende ønske om at være en del af Danmark, havde det nok stadigvæk været sådan. Efter afstemningen fik vi det nordlige Slesvig. Dette var først efter tyskerne led nederlag i skyttegravene under Første Verdenskrig, at man stemte. Med andre ord - fik vi vores grænse i 1920.

Flensborg - et historisk oprids
Byen Flensborg blev, sammen med en lang række andre jyske handelsbyer, grundlagt i 1100 tallet. Flensborg fjord krydsede hærvejen, og stedet var oplagt til en handelsby. Byen voksede sig langsom men støt større, og i 1284 fik byen købstadsrettigheder, omkring 1345 byggede flensborgerne en bymur, i 1400 tallet opførte Dronning Margrete 1. slottet Duborg (hvem har ikke handlet ved Otto Duborg og undret sig over hvor navnet kommer fra). Selv samme Margrete døde senere af pest på et skib i Flensborg havn. Indtil 1864 var byen en del af kongeriget Danmark, men som tidligere nævnt fik det en ende. Siden da har Flensborg været en del af Bundesrepublik Deutscland, om hvem mange gode ord kan siges, men det må blive et andet indlæg.

Danske skoler og Mojn i butikkerne
Flensborg har stadig det danske islæt, og det dyrkes da også i en vis grad. Da man i tidernes morgen skulle stemme om, hvorvidt man skulle høre til Danmark eller Tyskland, faldt det, med en 25/75 fordeling af stemmerne, ud til tysk fordel. De 25%, der ønskede indlemmelse i Danmark, blev ikke glemt, og den dag i dag varetages det danske mindretals interesser i stor stil. Der er eks. to danske skoler i Slesvig - Duborg skolen og den meget flotte (og dyre) A.P. Møller skole. Begge er steder, hvor de danske traditioner holdes i live, og hvor det danske sprog er en naturlig del af hverdagen.
     Desuden har byen et af den tyske bundesligas bedste hold - Flensborg Handewitt. Holdet har en lang række danske stjerner i truppen, og er hvert år med til at kæmpe om det tyske mesterskab, som i ny og næ vindes. Af danske spillere kan nævnes Michael Knudsen, Lasse Boesen, Lasse Svan og Anders Eggert.

For mere information om byen henvises til Byens egen hjemmeside på dansk

Hvis man er på ferie i byen eller blot er på besøg en enkelt dag, kan det varmt anbefales at gå en lang tur ned ved havnen. Det er et meget flot sted, og der er også en del skibe og både, man kan kigge på. Man kunne slutte af med frokost eller middag på Hansens Brauerei, hvor øllet flyder og maden smager!
http://www.hansensbrauerei.de/

Alt i alt må det siges, at Flensborg er et besøg værd - og så er der jo heller ikke langt til Dannevirke!

Påske på toppen af København - Vor Frelsers Kirke

Påsken har ramt degnens blog. En påske der har været præget af forskellige besøg fra venner, lidt familiebesøg og en lille udflugt til København. Det er sidstnævnte, mit indlæg handler om. 

     På min lille udflugt til København var jeg så heldig at få muligheden for at komme op i tårnet på Vor Frelsers Kirke sammen med min ven Emil (Emil er et opdigtet navn, der også bruges i en af videoerne). Da jeg under normale omstændigheder er en smule nervøs for højder, var det ikke det nemmeste i hele verden, men op skulle vi.

     På vejen op skulle vi dog kæmpe os igennem horder af familier med mange børn og japanere, og trappen er virkelig ikke særlig bred. Efter noget tid kunne vi spotte sollyset for enden. Nedenstående videoer er derfra. 

Alt i alt kan jeg blot anbefale at man tager en tur op i tårnet, hvor man kan nyde den fantastiske udsigt udover kongens København. Herunder findes et lille link, hvis man skulle være mere interesseret i Vor Frelsers Kirke.

http://www.vorfrelserskirke.dk/

Vor Frelsers Kirke på Wikipedia

D.E.T. at filme en koncert

Efter en lang pause med udfald og indfald er det igen blevet tid til et lidt længere indlæg her på bloggen. Et indlæg, der skal handle om nymodens elektronik og nymodens musik. Nærmere betegnet vidunderbarnet iPhone 4 (ved godt enkelte Android fans stejler) og De Eneste To (Peter Sommer og Simon Kvamm).


Udflugt med arbejde
     Jeg er i den heldige situation at arbejde et sted, hvor man dyrker det sociale i en eller anden udstrækning. Denne gang var det en kvindelig kollega, der fik den glimrende idé, at de, der havde lyst, skulle på Svostrup Kro og til koncert med De Eneste To. I bund og grund en umiddelbar glimrende cocktail, dog med det forbehold, at jeg kun kendte to sange med duoen og ikke havde været på Svostrup Kro før.
     For at lukke fortællingen om kroen, da dette indlæg ikke er en guide til de danske kroer, kan jeg sige at stegt flæsk med persillesovs, der som oftest er et hit, også er det på Svostrup kro. Atmosfæren i krostuen var behagelig, og betjening som det bør være på en rigtig kro. Desuden har de en stor vinkælder og økologiske øl fra Thy. Stedet kan varmt anbefales. Tjek http://www.svostrup-kro.dk/

D.E.T. 
Efter et par hurtige fadøl, blandet med en frygt for Simon Kvamms helbred, var duoen klar til at indtage scenen, og det gjorde de. Efter en intro ved de to backing musikere (Simons lillebror og en islænding), kom De Eneste To på scenen. Derfra gik det slag i slag igennem albummets repertoire. Den skarpe læser er opmærksom på ordet "albummet". Det kan være en udfordring for alle bands at lave en 75 min koncert med "kun" et album i baggagen - og hvad gør man så? Man digter en toursang og et andet nummer, som publikum ikke kan huske, når de træder ud af salen. Dette naturligvis hvis man er De Eneste To. Begge numre blev til noget letter ligegyldigt fyld, som trak koncerten ned i min optik. For udover disse to ligegyldige indslag var det en rigtig god koncert med to af danmarks pt bedste bud på skjalde. Sangene havde substans, var nærværende og de elektroniske beats sad lige i skabet. Alt i alt en godkendt præstation. Men det er jo ikke en koncertanmeldelse, der folder sig ud for dem kære læser. Vi skal længere ind, vi skal helt ind i sindet!

iPhone 4 og HD kvaliteten
Jeg er fornylig blevet den lykkelige ejer af en iPhone 4, og jeg har ikke fortrudt købet et eneste sekund. Den kan næsten det hele... Det er også derfor, at næste punkt på dagsordenen er med en blandet smag i munden. Jeg har tænkt mig at berette om noget negativt, hvor en iPhone 4 er indblandet.
     Under koncerten med D.E.T. havnede jeg på underlig vis, som det så oftest sker til et sådant arrangement, ved siden af en mand jeg ikke kendte, og kender for den sags skyld. Det der slog mig, var hans iPhone 4. Under store dele af koncerten sørgede han for at holde konen væk fra synsfeltet og filmede med sin telefon. Det, der slog mig, var en lign. oplevelse, hvor det var mig, der filmede. Hvorfor filmer man de øjeblikke istedet for at være tilstede 100%? Ville det ikke være bedre at slukke telefonen og nyde øjeblikket sammen med alle de andre mennesker, for på den måde at få en oplevelse med derfra der er større, end man kan gengive med et telefonkamera (dog i HD)? Personligt synes jeg oplevelser, der er oplevet og ikke filmet, bliver større i bevidstheden end de på film. Man er måske ikke tvunget til at fokusere så meget på det, når man ved, man filmer det, som man ville være, hvis man kun havde hukommelsen og en t-shirt som minde.

Bevæger vi os væk fra en nærværende kultur imod noget, der kun er virkeligt, hvis vi kan se det på nettet, så alle ved det er "ægte"? Er den subjektive oplevelse ved at være på retur, og det er en objektiv sandhed, der alligevel skal ses med subjektive briller på, der er det eneste rigtige? Og så til en koncert med De Eneste To...

Koncerter skal opleves - ikke filmes med en telefon!

...eller hvad?