Glædelig jul i det snedækkede land!

Brændeovnen er tændt, julemusikken kører på radioen, lokalet dufter af and... det er jul. Dog er det denne gnag det vi kalder en hvid jul. Ja, det er sandt der ligger sne over det meste af Danmark. Det er jo dejligt med sne og hygge.
Jeg studsede dog over et indslag i en nyhedsudsendelse, hvor der blev annonceret, at den hvide jul er historisk! Historisk? Ja, det er første gang i nyere tid, at man har haft hvid jul to gange i træk... hmm historisk? Man kan diskutere, om det er noget, der vil gå over i historien eller blot vil blive glemt næste år, når der blot er grønt på plænen, og alle danskere er dybt utilfredse med situationen.
Det pudsige er vejrets plads i nyhederne... der har ikke været en dag i hele december måned, hvor snevejret ikke har været hovednyheden i det danske mediebillede. Hvad er der blevet af fattigdom, boligskat, overfyldte klasser, besparelser og alle de andre forfærdelige ting, der kræver opmærksomhed? Vi har sgu da for fanden alle sammen været ude i snevejret, hvorfor så sidde og se det hele igen på TV? Det var ikke spændende at holde i kø første gang, og det er heller ikke spændende at se det bagefter. Hvad er det der rykker vejret fra slutningen af programmet og helt frem som hovednyhed?

Sneen er nu flot
Under alle omstændigheder... glædelig jul!

Facebook og topløse kvinder på stranden

Nu, mine kære læsere, er tiden kommet til endnu et indlæg. Efter nogen tids overvejelser er valget af emne faldet på noget, der har luret i mit jeg-er-gået-på-sommerferie- sind nogen tid. Da der ikke er alt for meget aktivitet på øverste etage, specielt efter et fuldstændig spektakulært (tak for lån af ord Jørgen Leth) Tour de France, er det en åbenbaring igen at kunne tænke. Hjernen fungerer... men nu til emnet.


Emnet møder overfladen

Efter en sommer plaget af dårlig ryg og - mave har mine idrætsmæssige udfoldelser været på nulpunktet. Derfor så jeg meget frem til at lufte hende den sorte i skoven sammen med de andre cykelglade gutter. Efter at have cyklet nogle kilometer skete det mest utænkelige – jeg punkterede uden en ekstra slange i tasken. Derefter måtte jeg trave den lange vej hjem, godt hjulpet på vej af en milliard myg, der alle mente at have patent på mit blod… arrgghh!! Det var på denne, ellers ærgerlige (grundet hendes flade fordæk) gåtur gennem noget af det smukkeste natur i Danmark, at ovenstående emner mødtes i en smuk eksistentiel symfoni eller blev flettet sammen, om man vil.

Facebook – socialafhængighed og privaten

Det hele begyndte med en mindre diskussion i hjemmet. Min kæreste mente, hun havde for mange venner på Facebook, som hun aldrig nogensinde snakkede med. Du, kære læser, ved hvem der menes, da du med garanti også har en enkelt eller to af disse ”venner”, man snakker, kontakter eller møder dem overhovedet ikke udover på Facebook.

Hun ryddede op i dem, og der spirede en tanke i mit sind: Hvorfor har vi så stor trang til at blotte vores private sager i et forum, hvor mange af de der vil se billederne, læse opdateringerne eller se dem fordi en af deres venner er tagget i netop det album, ikke er mennesker vi reelt har et forhold til? Jeg gør det jo selv, men hvad er det, der driver værket, og hvorfor er de fleste (inkl. mig selv) deltagere i dette forum flere gange om dagen?

Jeg kender ikke det korrekte svar, da dette ikke er en antropologisk undersøgelse, men blot en landsbydegns overvejelser. Efter lang tids overvejelser er mit bud flg.: Vi er mere eller mindre afhængige af at vide noget om andres liv, og for at vi kan få vores daglige input, er vi nødt til at bidrage til fællesskabet. Ikke nok med at vi bidrager til vores egen ”billede/info bank”, men ved at skrive om andre og tagge dem på billeder inddrages de også. På den snedige led kan hele systemet holdes i gang meget let. Vi er nødt til at skabe indholdet på Facebook for at bruge det og samtidig legalisere brugen. For er vi ikke alle stødt på de opdateringer, der enten ikke siger en pind, eller de der svarer på et spørgsmål, vi selv er nødt til at stille? Eks. på det første: ”Sidder og drikker kakao og spiser chips”. Eks. på det andet: ”Så gik det heller ikke mere”. Jeg tror, en stor del af os prøver på at skabe noget indhold i det vi skriver, så det på en eller anden måde får en vis relevans for andre (ikke at det altid lykkes for mig). Vi er nødt til at give det en vis substans for at gøre det legalt at benytte, for hvis det hele var en gang tom hø, ville vi blive trætte af det hele i løbet af ingen tid. Vores input ville ikke komme og vores online digitale billede krakelere. Under alle omstændigheder har vi et behov, der indbefatter, at vi udleverer os selv på en måde, der ikke altid er gennemtænkt. Hvem tænker egentlig over, hvad man kan finde af information om mennesker ved at se deres fulde profil på Facebook? Ikke alle brugere i hvert fald. Men nu til anden ingrediens i denne gryderet.

De (ikke) så topløse kvinder på stranden

Anden ingrediens i denne debat er det nylige fokus på kvinders manglende lyst til at ligge topløs på stranden. For den gror! Hvor man før i tiden kunne besøge en hvilken som helst strand eller badesø og med sikkerhed se en god håndfuld kvinder ligge topløse og slikke sol, er billedet nu ændret. Man kan stadig finde kvinderne (det lyder som et opsøgende stykke arbejde, men det er det ikke, blot en konstatering), men der er langt imellem. Det er selvfølgelig enhver kvindes ret selv at bestemme, hvorvidt hun vil ligge topløs eller ej!!

Det der undrer mig i denne sammenhæng er, hvorfor denne retræte når nu man efterhånden lever i et moderne og frit samfund, hvor man blot ved at købe Ekstra Bladet eller Se og Hør kan komme i besiddelse af billeder af nøgne kvinder, og alle mennesker ved, hvordan et par bryster ser ud? TV2s journalister gik på stranden og spurgte kvinderne selv. Det generelle svar var, at brysterne var deres og ikke alle skulle delagtiggøres i dem. Forståeligt, naturligvis, men samtidig en ny tendens blandt kvinderne. Det er dog heller ikke denne tendens, der i sig selv er interessant, men snarere en sammenkobling af tendenserne for Facebook og den voksende diskretion på stranden.



Spændingsfeltet – modsætninger eller et udtryk for det samme?

Tager man den voksende tendens på Facebook til at blotte sit privatliv, selvfølgelig til en vis grænse, og sætter op imod et behov for ikke at blotte sig selv på stranden, bliver diskussionen relevant. Hvorfor er det, vi kan udlevere os selv, men samtidig vil beskytte os, og dette er ikke blot et stabilt leje, men en voksende tendens i begge lejre? Kunne det måske være et af det digitale medies udtryk for, at vi gemmer os bag skærmen, og alt hvad der foregår to mennesker imellem over internettet er ok, for det er jo ikke virkeligt, og netop det at blotte sine bryster på stranden er en virkelig ting, der absolut ikke kommer andre ved?

Er Facebook blevet et fiktivt sted, hvor vi så vidt muligt prøver at kontrollere de informationer, der slipper ud om vores eget privatliv, men samtidig er nødt til at holde gang i gryden med overfladiske, ligegyldige ting?

Problemet kan også ligge et andet sted. Der har i de sidste mange år været et stort fokus på vores udseende i ugeblade, tv, reklamer osv. Vi skal se godt ud, og vi skal helst gerne gøre alt, hvad der står i vores magt til at opnå det ultimative  et perfekt udseende! Det kan vi til dels styre ved 1. Have fuld kontrol over alt hvad der kommer ud på Facebook, men dog glemmer vi det andre skriver, eller de billeder de tagger af os, eller 2. Beskytte os selv når vi socialiserer i fysisk form (lader bikini toppen blive på).

Selvom delene sat op imod hinanden kan virke som et sært modsætningsfyldt sammentræf, er der alligevel en smule mening i galskaben, når man ser på det med de rette briller. Den fysiske ”ægte” del og den ”falske” virtuelle del. Problemet ligger nok i, at vi ser den virtuelle som noget fiktivt, hvilket jeg ikke mener det er. Spørgsmålet i hele dette misk mask er nok nærmere… hvad mener du?





Landsbydegnen



Læg venligst en kommentar. På forhånd tak!

Golden Sands, Bulgarien - paradis eller turistfælde?

Nu, mine kære læsere, skal vi vende blikket mod Bulgarien. Efter en nyligt overstået afbudsrejse-sommerferie-til-billige-penge, føler jeg, det er min pligt at informere om stedet.

Vi bestilte en rejse, hvor vi var så heldige kun at skulle slippe 1500,- gode danske kroner for, og hvad kan man så forvente? Ja, turen ville have kostet 5000, hvis ikke det havde været for det fantastiske koncept med afbudsrejser, så vi forventede egentlig en del, men tænk at få det hele for en tredjedel!!
Vi ankom planmæssigt og hotellet var fint, bortset fra deres utrolige trang til at gemme/spare på toiletpapiret (ved ikke om mængde af toiletpapir giver god social status på de kanter red.), men ellers var alt glimrende; god pool, betjening og værelser.
Da vi bevægede os ud i det pulserende turistliv, var det et flashback til tidligere års feriemål. Vi gik imellem den ene bod, restaurant og værtshus efter det andet. Alle steder havde de ansat folk til at hive kunder ind fra gaden, ikke på en stille og rolig måde, men på en til tider meget presserende og aggressiv facon. Hver gang havde de lige et ekstra tilbud, der måske kunne gøre at man valgte dem frem for de andre. "Have you heard of the Muppet Bar?" Ja, vi har hørt om den de sidste 5 aftner.... "Have you been there?" De blev ved! Man kunne ikke bruge samme taktik som i DK, når man bliver stoppet og med en MEGET overbevisende stemme sige: "Jeg er medlem!", den går ikke i Bulgarien. Det eneste man egentlig havde lyst til at sige var: "Leave me the f*** alone", men deres engelskkundskaber kunne ikke rumme det.
Flashbacket kommer fra en tur til Prag, hvor vi absolut skulle prøve Det Gule Marked. Dette fortryder jeg inderligt... (folk der har været der ved havd jeg taler om).

Det lykkes os, med lidt hjælp fra en lokalkendt, at finde en helt igennem fantastisk bar - The Cocktails. Her kunne man for den nette sum af ca. 10 Leva (38 DKK) få to cocktails, der var lavet fra bunden på en ordentlig måde. Hvilket sted! Go there!!! Jeg kan på det varmeste anbefale dette sted, og hvilken betjening. To unge kvinder med et smil på læben styrede serveringen, der på sin egen perfektionistiske måde, blev udført med elegance (husk at give rigeligt med drikkepenge). Problemet med denne bar var, at man efter endt besøg ikke kunne holde de andre barer ud. Deres standard var et forsøg på at give en god oplvelse, men det de gjorde var at give flere dårlige, da man først efter lagde mærke til den lave og triste vare og betjening hos de andre. Det blev til fem ud af syv aftener på The Cocktails...

Dog skete noget foruroligende da der var to dage tilbage af turen. Jeg begyndte at få små mavekramper, hvilketkan få enhver turist i syden til at panikke. Det er endt i sygdom, der leder mig hen på restauranterne. Vi fandt ét sted... ét sted, hvor vi var glade for at spise. Indian Tandoori. Resten var et miserabelt forsøg ud i gastronomiens univers, hvor endestationen var en lunken fornemmelse i krop og sjæl, og en inderlig lyst til at få pengene tilbage. De kan generelt IKKE lave mad i dette område. Jeg vil ikke spilde flere ord på denne del udover et opgivende nej...

Solen skinnede, vi blev brune (meget for en halvvejs rødhåret fyr som jeg), alt var billigt og der blev slappet af.

Konklusionen på en sådan tur: Var det ikke for afbudsprisen og det fantastiske The Cocktails havde skuffelsen været enorm. Et godt billede på stedet er at alt bliver solgt som den ægte vare, men alle ved det er kopi.

Landsbydegnen hviler for nu. Må vinden ikke blæse imod jer når i tisser!

De spæde skridt

Hør, mine vise læsere hvad katten slæbte med ind! Endnu en sart sjæl har kastet sig ud i at blogge om stort og småt...

Catch me on Twitter